23948sdkhjf

Vigtigt parameter har nået målet: Under to procent i september

For første gang siden sommeren 2021 er inflationen i eurozonen under to procent - der er et rentefald i sigte

Siden inflationskrisen ramte i 2021, har de europæiske økonomier kæmpet for at holde prisudviklingen i kort snor.

Målet har været at få inflationen ned under to procent, og det er nu lykkedes - i hvert fald for de lande, der har euroen som valuta.

Statistikbureauet Eurostat har tirsdag offentliggjort sit første bud på den årlige stigning i forbrugerpriserne i september og er nået frem til en inflation på 1,8 procent.

Det er 0,4 procentpoint lavere end i august og er første gang siden juni 2021, at den ligger under to procent.

- Denne her udvikling er rigtig glædelig for de europæiske forbrugere, som genvinder købekraft med stor fart for tiden, efter årene med høj inflation spiste en stor del af købekraften. Det kan også være med til at understøtte det skrantende vækstbillede i euroområdet, siger Bjørn Tangaa Sillemann, der er chefanalytiker i Danske Bank.

Godt nyt

Mathias Dollerup Sproegel, som er seniorøkonom hos Sydbank, peger også på, at dagens tal er godt nyt for danske boligejere.

- Det betyder, at boligejere med variabel rente over de kommende kvartaler får reduceret ydelsen på boliglånet.

- Meget tyder også på, at inflationstallene sender 4 procent-lånet ud i kulden, så den toneangivende realkreditrente med fast rente fra i morgen bliver 3,5 procent, skriver han i en kommentar.

Frederik Engholm, der er chefstrateg hos Nykredit, advarer dog mod at glæde sig for tidligt, for inflationen vil formentlig stige den kommende tid.

- Det er høje råvarepriser og ikke mindst oliepriser i september 2023, som medvirker til, at inflationen falder så kraftigt tilbage nu.

- Energi trækker nemlig meget kraftigt nedad i september. Går vi et par måneder frem, så vil den samlede inflation igen ligge et stykke over 2 procent, siger han.

At energien spiller en særlig rolle i septembertallene, understreges af, at den såkaldte kerneinflation kun falder fra 2,8 procent i august til 2,7 procent i september.

Kerneinflation opgøres ved at fraregne prisændringer på uforarbejdede råvarer og energi fra den almindelige inflation.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11